This blog is not intended as a personal account. However, for reasons I am not aware of, this year’s summer holiday bicycling trip Berlin-Nykøbing F, following the ’Radfernweg Berlin-Kopenhagen’ route, is an experience I want to share - in Danish.
Jeg var der sidst i 1970erne, på to ugers kursus i Lütten Klein mellem Rostock og Warnemünde, og jeg har nu ca. 30 år senere, cyklet i samme område en uges tid, ædru og voksen.
Den umulige sætning ’tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør’ [Lukas 23,34] skriger ud af hver knogle, mens vi kører ud af den nordlige Berlin-forstad Spandau, i retning mod første overnatningssted, landsbyen Liebeswalde, 75 km ude på ruten, i krydset mellem Oder-Havel Kanal og Voss Kanal. Ude i det frodige, mørkegrønne, solbeskinnede, kanalgennemborede landskab giver store gamle træer, alleer og anden tæt bevoksning os nådig skygge, et ’californisk’ flow af kontinuert, uanstrengt bevægelse, mild luft mod huden og afvekslende duft af livet i blomster og kokasser og forrådnelsen i døde dyr langs vejen. Ruten følger murens vej nordpå, muren, som myndighederne i Berlin nu markerer med to parallelle rækker af store, solide Kopfstein af størrelse og fylde som menneskehoveder. Muren – og dens nutidige spor, herude ikke længere i Kopfstein - følger Havel på dette stykke. Vest-Berlin gik et stykke op på venstrebredden af Havel, fulgt af et mineret ingenmandsland, og så muren. Vi standser ved Grenzturm Nieder Neuendorf, et tre-etagers vagttårn, hvorfra DDR-soldater overvågede trafikken, med ordre til at skyde på alt mistænkeligt, omgående, og med skarpt. Vi ankommer fem minutter i 10, og to milde kvinder kommer cyklende imod os ad stien fra Nieder Neuendorf. ’Vi åbner nu’, råber de smilende imod os, sætter cyklerne, svinger tasker med termokander og anden tidsfordriv over skulderen, finder nøglen frem, låser op og begynder at sætte skilte ud, der angiver, at nu er museet åbent, og besøg er gratis. Tårnet står som da soldaterne forlod det, skal vi tro, faktisk er den sidste ikke gået: Der sidder en DDR-soldat med kikkert for øjet i kommando-og-overvågningsområdet øverst i tårnet. Det giver et lille ryk i en, når man har aset op ad den smalle jernstige og ser ham der, fra ryggen, ivrigt spejdende. Gode, informative plancher fortæller historien. Dette er et ’Gedenkstätte’, og pædagogikken virker. Man tænker ikke ’warw, hvor var det mærkeligt/grimt/ulækkert’ eller hvad børn nu ellers siger, når de er på lejrskole og ser at der boede køer i den ene ende af huset i de små bondehjem i gamle dage. Nej, nogen/noget lukker ens hjerte op, og man ser en stor, mørk plet, der, midt inde i ens eget fine, røde pulserende hjerte. Et dødt, udtørret sted, hvorfra og hvortil der ikke løber blod, men hvor væv, skillerum, celler, kanaler osv. er tilstede, så der ville være farbart for blodet, hvis der altså ikke lige var blokeret for til- og fraførsel.
Vi cykler videre langs Havel, og jeg tænker på Vaslav Havel, Tjekkiets frihedshelt og nu afgåede præsident, og på Gorba, helten Gorbatjov, som personificerer den bevægelse, der har reduceret muren til to rækker Kopfstein. Vidste de, hvad de gjorde? Ved vi, hvad vi gør, når vi gør godt, men ikke, når vi gør ondt? ’People are not good or bad, people are in situations’ som det hedder i NYPD Blues. Men det er jo netop i ’situationen’ Kierkegaard hævder at vi vælger side, eller som Martin A. Hansen skriver til slut i ’Løgneren’ – man må tro på Gud, for ’når du når til meningsløshedens yderste, ser du at livet er en valplads, hvor to magter slås, og et ingenmandsland gives ikke’. Jeg ved ikke, hvad Havel og Gorba tror på, men de handlede, aktivt, pragmatisk og også kompromisløst, for at gøre den sorte plet i deres hjerter mindre, for at skabe et land, som digteren Gustav Munch-Petersen beskrev som ’det underste’, hvor ’blodet flyder frit mellem alle’. Blodet i mit hjerte kan ikke flyde frit, hvis ikke det også kan flyde ind og ud af min nabos hjerte, var vel Munch-Petersens pointe. Blodets bånd. Museets plancher beretter omhyggeligt om, hvor meget blod, der er udgydt for at forhindre, at blod skulle flyde frit mellem mennesker på den ene og den anden side af floden Havel. Det koster blod at standse blodets frie flow. Her i sadlen tænker jeg, som jeg så tit gør, på, at jeg forsvarede DDR i de tyve år, jeg var medlem af DKP, men jeg var der ikke, bortset fra et fordrukkent sommerkursus i Lütten Klein. Jeg var ikke i DDR-situationen. Men jeg var i talløse situationer på partimøder, hvor jeg ikke forstod, hvor jeg prøvede at stille spørgsmål, men måtte er erkende, at jeg ikke vidste nok, og derfor måtte tro dem, der vidste mere. Jeg bøjede mig for de mænd, der påstod at de forstod. Men da to gode venner og kammerater kom hjem fra DDR, hvor de havde besøgt forfatterkolleger, og fortalte, at der var mikrofoner i væggene, så troede jeg dem ikke, og trak mig væk, og støttede ikke deres krav om at vi skulle diskutere deres oplevelser i parti-afdelingen. Det var min situation, og jeg valgte samme side som soldaten, jeg lige har mødt i tårnet i Nieder Neuendorf. Jeg lukkede af og gjorde den sorte plet i mit hjerte større. Vidste jeg, hvad jeg gjorde? Jeg vidste, at det var et spørgsmål om, hvem jeg valgte at tro på: den særlige konstellation af social dynamik, som udgjorde vores lille partiafdeling, eller gode venner, som kaldte til opgør på basis egne oplevelser. Jeg var bange for at blive stødt ud, bange for at hele den socialistiske ide skulle smuldre, bange for at miste ledestjerne og ståsted.
Ruten forlader Havel og følger nu Oder-Havel Kanal mod Oranienburg og Sachsenhausen. Vi når Sachsenhausen midt på dagen, temperaturen pænt over de 30. Lejren ligger i et åbent savanne-agtigt landskab. Der skiltes grundigt med dette ’Gedenkstätte’, så man har nogle kilometer at forberede sig i. Mange danske modstandsfolk sad i Sachsenhausen. Min historieundervisning bliver nærværende - timerne, klassen, skolegården, bøgerne, fortællingerne, bøger jeg har læst – Anne Seghers ’Det syvende kors’ for eksempel – blander sig med de TV-billeder, vi alle har nu, af lejre med udhungrede og forvredne ansigter, skind og ben og tomme suppekopper. Imens kører vi forkert og kommer på den måde til at cirkle rundt om lejren, så vi får en fornemmelse af dens betydelige udstrækning. Vi spørger om vej flere gange og får hver gang venlige svar af mennesker, der ser helt almindelige ud, imødekommende. Hvad havde jeg ventet? At de skulle spejle den fortid de bor midt i? At de skulle tage skylden og bære den videre, fordi de nu tilfældigvis havde råd til at købe et hus her, og det passer med job og familie osv.? Hvorfor forventer jeg, at der raser den samme samvittighedskamp i dem, på en tilfældig hverdag i deres liv, som i mig, en sommerfugl, der blafrer forbi ført af et vindpust fra sydlig retning. Behøver jeg at blive til larve og puppe og krybe baglæns og bo i al evighed i Oranienburg for at forstå?
Vi finder ind i informationsbygningen lidt ad bagvejen. Der er introduktioner på plancher og mobiler med rundvisningsbånd, og toiletter, men ingen cafe, og det er man taknemlig for. Så går vi ud i gården i den brændende sol, som næsten giver én ’trang’ til at gå ind i én af de (gen)opbyggede barakker for at få lidt skygge, for med andre ord lige nu og her at få det lidt mere bekvemt. Bedre får man det selvsagt ikke, og på den måde må jeg igen stå der, i vagternes, mishandlernes, bødlernes sko: hvorfor gjorde de det? For at gøre situationen lidt mere bekvem, lidt mindre træls. Først senere, da de var kommet indenfor, opdagede de, at de var kommet ind i den sorte del af hjertet. Alt hvad de havde at holde sig til, var de vægge, kamre, gange, forbindelseslinjer, reglementer og hierarkier, som udgjorde lejrens informationsarkitektur. De havde familier, som boede lige uden for lejren, de havde børn, og de børn legede dér, lige uden for. De ville havde et liv, derfor prøvede de at få deres arbejde til at virke normalt. Rutiner og regler var drivkraften. De omskabte liv til mekanik ved hjælp af rutiner, regler og hierarkier. Her er mange unge besøgende, og ligesom i Berlin, ved den åbne udstilling om nazitiden i nærheden af Checkpoint Charlie, glæder jeg mig over at se så mange unge mennesker gå alvorligt og langsomt lyttende rundt med museets walkman og studere plancherne grundigt. Informationen forekommer den ukyndige rigelig og grundig. Der er en overflod af tal – har tyskerne et kulturelt tælle-gen? Alt har de skrevet ned og talt op, museumsfolkene har blot behøvet at trække skufferne ud og læse kartotekskortene, alliere sig med en grafiker, og vips var den datamining klaret. ’Tallene taler deres tydelige sprog’, som man siger. Midt i lejren er der et monument, en stor, tyk, måske 25 m høj plade, som buer svagt indad, lidt bredere for neden end foroven. Foran den tre skikkelser på et lille plateau – efter 9/11 kan man også tænke på et højhus klemt fladt – øverst er pladen dekoreret med tre rækker bronze-trekanter, seks i hver række, spidsen peger nedad. Dekorationen fylder den øverste tredjedel af monumentet. Det er højt nok til at skikkelserne på plateauet foran synes små, og beskueren føler sig lille bitte, men på en mærkelig måde alligevel del af monumentet – denkmal in effect. Det hele er rammet ind af en skov-skyline uden for hegnet, som føles uendelig fjern. Når man sidder ved foden af monumentet, på en lille sten, med benene trukket op under sig, så er man i Sachsenhausen, og verden udenfor er meget, meget langt borte. Kan jord græde? Man skulle tro jorden under ens fødder jamrede og klagede ustandseligt, over at have modtaget så mange tårer, så mange suk, men sådan var det nok ikke. Man græd nok ikke i Sachsenhausen, man tørrede ud, gråd var spild, en ekstravagance, og meningsløs. Der var mange mennesker i hver barak. De skulle på utrolig kort tid morgen og aften nå at benytte toilet- og badefaciliteter. Hvad var pointen i at spilde H2O på tårer, når der var så stor mangel på vand. Alle tænkte sikkert, at de nok skulle dø, alle håbede selvfølgelig de ville leve, og i det felt, mellem truende død og håb om liv, i den situation, er den næste skål suppe, det næste toiletbesøg, muligheden for måske at få renset et pinende sår, ikke noget, der kalder på gråd, men på handling. Så også fangerne måtte vel omskabe liv til mekanik ved hjælp af rutiner, regler og hierarkier. Mon nogen har forsøgt sig med de teknikker arkæologer, geologer og glaciologer benytter, når de skal lære om fortiden? Har nogen boret ned i jorden i en KZ-lejr og taget en prøve op i et plasticrør og studeret de enkelte lag? Har de undersøgt prøven for tårer? Tårer efterlader DNA-spor. Ved man om KZ-lejrene var tårefrit område?
Fra Sachsenhausen går ruten videre langs Oder-Havel Kanal, og vi kører i læ og træers blide skygge, stille, stille, og sommerluften, med duft af kaprifolier og vild gulerod smører balsam på de åbne hjerter. Ved Friedrichsthal er der en lille færge, som tager vandrere og cyklister over på den anden side af kanalen, hvorfra ruten går gennem et blødt skovstykke til byen Liebenwalde, som er et ’vandkryds’, hvor Voss-kanalen forbinder sig med Mühlen søen og denne igen med Wurzsee. Liebenwalde har noget, de kalder en strandpromenade, og de har en meget hjælpsom turist-information, som anviser os et B&B hos frau Angela Rehfeldt. Frau Rehfeldt ser ud som Vivi Back i sin mere modne alder, men på så korte ben, og så gangbesværet, det ene ben 10 cm kortere end det andet, at man tænker hun har været ude for en ulykke. Hun åbner døren til sit nydelige hus, som ligger i en nydelig have på vejen til strandpromenaden blandt andre nydelige huse med nydelige haver, med et smil, som så går over i noget næsten grådkvalt, mens hun beklager at hun ikke orker at modtage gæster, for hun har haft fuldt belagt i 7 dage og er helt udkørt, hvad hun også havde sagt dem på turistinformationen. MEN siden vi nu er kommet – her skifter hun til strålende smil – skal vi være velkomne, og hun viser os tilrette, nøje, præcist og detaljeret. Vi skal bo øverst, med skråvægsværelser og bad med kar. Indretningen er personlig: Hjemmelavede billeder på væggene og hæklede søstjerner i bunden af badekarret. Ved ankomsten til Liebenwalde stoppede vi for at få et glas øl et tilfældigt sted, hvor folk sad udenfor, og hvor der også var spisekort. Mens vi drak vores øl, studerede vi mulighederne for også at spise der. Betjeningen var en mand i 30erne, smilende og imødekommende, som da vi spurgte, hvornår køkkenet lukkede, sagde: ’Når de sidste gæster går’. Installeret og behageligt vaskede og omklædte gør den tordenlumre luft, at vi trodser frau Rehfeldts anbefaling om at spise langs strandpromenaden og trækker op i byen til ’vores unge mand’, som vi allerede omfatter med loyalitet. Når man er på cykeltur, er man hele tiden i nye omgivelser, genkomst betyder i reglen, at man har læst kortet forkert og er på afveje. Derfor er der en særlig sødme ved at vende tilbage til et værtshus og bruge forstavelsen ’stam-’. Altså: back to cafe-restaurant Louis på Rudolf Breitstrasse 4, www.cafelouis.de . Først vil vi sidde ude, men et par spredte regndryp sender os ind til det, der blev turens første og sidste gastronomiske oplevelse. Vi har turen igennem spist udmærket, men uden fagkyndig samtale om muligheder og kvaliteter – undtagen altså her på restaurant Louis, hvor ’den rare unge mand’ giver os ’the full treatment’ med udredninger og anbefalinger, og da tallerknerne kommer, er maden arrangeret pynteligt og ingredienserne afstemt, så smagsløgene jubler. Vi lover at anbefale stedet til alle vore venner. Ved morgenbordet den følgende morgen snakker frau Rehfeldt først om, hvor omhyggeligt kager og syltetøj er hjemmegjort, men så glider samtalen over på situationen på egnen efter ’Die Wende’, som frau Rehfeldt ikke er tilfreds med. Hun fortæller om familier fra Liebenwalde, som har været flyttet vestpå, men er vendt tilbage, fordi børnene blev moppet i skolen som ’ossier’. Hun klager over, at priserne er blevet urimeligt høje efter skiftet til Euro, de gamle fabrikker er lukket og ingenting er så godt som før. Hun afviser blankt de to danske økonomers tal-argumenter for at den økonomiske udvikling i Tyskland er positiv. Men hun vinker alligevel med strålende smil til os fra havelågen, da vi cykler videre efter at have korrigeret hendes misforståelse om, at Kopenhagen er i Sverige.
Så kommer vi, på endnu en solrig sommerdag, med let vestlig brise, efter at have fulgt Vosskanalen med æbleskud og fine fuglekik, via Zehdenick, og efter at have passeret en jomfruklosterruin og et forladt teglværksområde omdannet til turist-frilandsmuseet ’Zielgeleipark’, til Marienthal, stedet hvor Marie Jahoda lavede sin banebrydende feltundersøgelse af forholdene for de arbejdsløse teglværksarbejdere og grundlagde den aktionsforskningstradition, som har inspireret mange sociologer og socialpsykologer – trådene til Kurt Lewin og Barker kan jeg ikke udrede på cykel, men jeg føler historiens vingesus, og jeg bliver fotograferet foran den lille fine bindingsværkskirke i Marienthal, som tjener som forsamlingshus, udstillingsrum, lokalhistorisk samling og Gudshus, og som, at slutte ud fra arrangementskalenderen bruges af både protestanter og jøder. Flyver der fredens og opfindsomhedens og medmenneskelighedens engle i luftrummet over Marienthal?
Fra sø-systemet, som slutter ved Dannenwalde, en smuk skovstrækning med høje slanke bøge, gennem Gramsower Forst, via Himmelpfort, hvor julemandens postkontor ligger, og haverne er fulde af nisser, på en smal stribe land mellem Stopsee og Sidowsee, til Ravensbrück med Fritz Cremers 1965 broncemindesmærke for den største tyske konzentrationslejr kun for kvinder, og for de heltegerninger, der også der fandt sted, videre uden om byen Fürstenberg/Havel kommer vi til Strasen, en dagstur på 74,5 km, med temmelig strabasserende vejforhold den sidste del af turen. Man ryger ind i en meditativ tilstand skænket af de grønne omgivelser og endofinerne. Har man vand og chokolade nok, er livet let og enkelt og helt tilpas dybt.
Strassen var først og fremmest fuld af myg, fremmet af en kombination af det varme, fugtige vejr og kanal-krydset med sluse, og vi er glade for at komme ud på landevejen igen til solskinsvejr på vejen mod Waren, selv om det bogstavelig talt er op ad bakke og ad udfordrende veje til Wesenberg, som er en stor, aktiv landsby med det hele: apotek, boghandel, skomager, grønthandler, slagter – man er tilbage i 1950erne på den fede måde – og med et lindetræ, der 600 år gammelt og meget, meget smukt og levende. Vi afviger fra ruten og kører uden om Neustrelitz, hvad der giver en mere spændende navigation, så opmærksomheden går med at finde vej, samtidig med at vejbelægning og bakker giver underholdning, så cykelturen er en fornøjelse i sig selv. Guleroden er endnu et stykke videnskabshistorie: et museum for den store tyske arkæolog Heinrich Schliemann. Udenfor museet står en stor trojansk hest – skulptur og børnerutchebane –som gør én i godt humør, og humøret holder sig til Waren, endskønt den allersidste del af turen må traves i løst sand. Regn gør formiddagsprogrammet næste dag til byvandring og øl i en gammel smedje, eftermiddagen bliver til togtur til Güstrow, en smuk købstad med fine gamle bygninger og en engelsk pub, og mange anledninger til at fundere over forholdene før og efter ’die Wende’.
Fra Güstrow cykler vi mod Rostock med frokost i Swan. Alle vælger salat – et forvarsel om at vi nu nærmer os hjemlige himmelstrøg, med arbejde og slankekure. Rostock viser sig at være et dejligt sted at slutte: En by i udvikling, med unge designeres mærker på arkitekturen, med studenterkafeer og respektfulde renoveringsprojekter og en kirke, hvor 8. sal er indrettet til lejligheder, og hvor der lige bag ved er besatte ejendomme i et miljø, der minder om ’Ungeren’ og Christiania.
Vejrudsigten siger regn, så vi er indstillet på blot at tage tog til Warnemünde og så færge og videre hjem med tog. Men efter morgenmaden stopper regnen og dagens vejr er fint, vinden i syd og vi får som dessert den dejligste cykeltur fra Rostock til færgelejet i Warnemünde. Undervejs møder vi en cyklist, som slår følge, en ung pige på 20, som er cyklet ad samme rute som os, også på fem dage, hun har dog kørt hele vejen, også i regn. Vi betages af hendes udstyr: hun cykler på en mountainbike, rød, uden bagagebærer, med rygsæk på ryggen og en tung, tung cykellås over højre skulder. På venstre side af styret hænger en rejsetaske sat fast med en rem, som samtidig fungerer som kortholder. Hun er nødt til at bevæge venstre knæ meget udad, når hun træder rundt, for at komme uden om tasken, men hun har tydeligvis vænnet sig til det, for hun kører godt til. På færgen surrer vi hendes cykel sammen med vores, og vi gør hinanden følgeskab et stykke op på Falster, indtil hun drejer af mod Marienlyst. Hendes plan er, siger hun, at være i København i tre dage og så derfra cykle videre til Sverige. Vi står nærmest med åben mund og vinker, da hun kører af sted, østpå, med sol og vind i ryggen, glad vinkende med ’låse-armen’.
Vi skifter tog i Ringsted i retning af Jylland, og når indenom en Fakta, så vi kan få en taksigelsesøl i toget, mens det danske land, let og ubesværet, glider forbi, og vi vædder om, hvorvidt Skanderborg sø også kan ses syd for byen. Det kan den, viser kortet, herhjemme.
